Når du rejser til Dubrovnik vil du opleve en fantastisk by, der er et populært feriested for mange. Kom og oplev spændende historie, lækker mad og en gæstfri befolkning.

Mere om rejsemålet

Dubrovnik er et af Kroatiens mest populære rejsemål og tilbyder en variation af historiske miljøer, mange seværdigheder og fantastiske strande med azurblåt vand. Hovedgaden Stradun, hvor de blændende hvide kalksten giver en slående kontrast mod de terrakottafarvede tag, strækker sig hele vejen mellem byportene Pileporten og Ploceporten. Dubrovnik byder på små stræder, der er fulde af liv og aktivitet med hyggelige caféer, restauranter og små butikker.

Sol, strand og hyggelige byer

Dubrovnik har mere end kun smalle stræder og gammel historie, og på en halvø udenfor ringmuren ligger området Lapad med flere fine strande med krystalklart vand. Vil du på en længere udflugt, kan vi anbefale bådudflugter til Elafitiøerne. Oplev pittoreske Kolocep, det smukke ferieparadis Sipan og de skønne strande på Lopud. Du kan også besøge Marco Polos ø Korcula og se dens smukke middelalderlige by. Den idylliske lille by Cavtat med sine små stenstrande omgivet af fyrretræer er også et besøg værd. I Cavtat venter roen, og her kan du slentre langs den lille havnepromenade og slå dig ned på en af de hyggelige restauranter for at få noget godt at spise og drikke.

Game of Thrones i Dubrovnik

I løbet af de seneste år, har den amerikanske tv-serie Game of Thrones sat Dubrovnik endnu mere på kortet, idet den indtager rollen som byen King’s Landing. Både ringmuren og Den Gamle Bys snoede stræder er benyttet til indspilning, og seriens fans kan gå på guidede Game of Thrones-ture rundt i byen.

Oplevelser i Dubrovnik

Gå en tur på Dubrovniks berømte ringmur og nyd havudsigten på den ene side og de smukke bygninger i Den Gamle By på den anden side. For en spektakulær udsigt over Dubrovnik og Adriaterhavet anbefaler vi svævebanen, som tager dig helt op til toppen af bjerget Srdj.