I den mellemstore by, Alicante, kan du nyde godt af alt, hvad Spanien har at byde på - dejligt vejr året rundt, hvide sandstrande, shopping, golf, livligt byliv med mange små tapasrestauranter og spændende kunstmuseer. Alicante ligger langs solrige Costa Blanca, nær velkendte feriesteder som Torrevieja og Benidorm.

Mere om rejsemålet

I Alicante kan du nyde det skønne Middelhavsklima året rundt. Her er der nemlig ca. 20 grader i april og november, samt ca. 30 grader i sommerperioden. Eftersom Alicante ligger i en bugt, så stopper regnskyerne for det meste bag bjerget, hvilket betyder, at du kan bade i havet helt frem til oktober.

Hvide strande

Costa Blanca – den hvide kyst – har fået sit navn efter de lange, hvide sandstrande. Midt i Alicante ligger Playa del Postiguet, som har fået EU's Blå Flag for rent vand. Mod nord finder du Playa de San Juan, som er kendt for at være kystens bedste strand. Syd for Alicante findes der også flere strande med masser af plads, blandt andet Playa del Carabassí nær Alicantes lufthavn.

Gode shoppingmuligheder

Alicante er kendt for sine lædervarer, og her kan du købe tasker, punge og bælter til fordelagtige priser. Langs Avenida Maisonnave og gågaden Calle Castaños finder du både varehuse og butikker med lædervarer. Også i den gamle bydel er der mange butikker.

Fra shoppingcenteret Panoramis har du udsigt ud over havnen og de mange restauranter. Husk også et besøg i den historiske torvehal Mercado Central. Her kan du vælge mellem gode, spanske oste, pølser, nødder og turrones (en slags spansk nougat, som kun fås i Alicante).

Besøg et arrocería

I Alicante elsker man at spise paella med forskelligt tilbehør. De klassiske ingredienser er typisk skaldyr, kylling eller pølse. Men hvorfor ikke besøge et såkaldt "Arrocería", som er en ris restaurant, hvor de har specialiseret sig i bestemte ris- og paella retter. Det siges, at der er mere end 1.000 forskellige ris opskrifter i byen, så der er altid nye varianter at opleve.

Golf i Alicante

Er du vild med golf, så skal du rejse til Alicante. Hele Costa Blanca kantes af fine golfbaner, som Alicante Golf eller Las Colinas. Mellem Alicante og Valencia finder du 27-hullers banen, La Sella Golf Course, i naturskønne omgivelser. Book din golfrejse til Alicante.

Smukke seværdigheder

På en høj klippe midt i byen troner borgen, Santa Barbara (Castillo Santa Bárbara) med en spektakulær udsigt ud over hele Alicantebugten. Vil du få et bedre overblik over byen fra gadeplan, så skal du oppe på en sightseeing bus i stedet.

På MACA kan du betragte kunst fra 1900-tallet af bl.a. Picasso, Dalí og Miró. Vil du beundre mere kunst fra nogle af Spaniens største kunstnere, så ligger det lille museum Museo de Bellas Artes Gravina i nærheden. Der er også et arkæologisk museum i Alicante, som går under forkortelsen MARQ.

Natteliv i Alicante

I Alicante kommer du ikke til at kede dig - heller ikke efter solen er gået ned. Det bedste natteliv finder du i El Barrio, som ligger nær katedralen og Rambla de Méndez Núñez. Her er der masser af pubs, barer, natklubber og restauranter. Også El Puerto, ved havnen, er kendt for sit livlige natteliv.

Albir og Benidorm

Cirka 50 kilometer fra Alicante finder du den lille solrige ferieperle Albir. Her kan du slentre langs den dejlige strandpromenade eller slappe af på den 600 meter lange og smukke strand, Playa del Racó Albir. Der er masser af restauranter i byen, der serverer både traditionel spansk mad samt internationale retter. Foretrækker du storbyfølelsen, finder du Benidorm cirka 5 kilometer fra Albir. Smukke strande med krystalklart vand venter i Benidorm, perfekt til afslappende dage med en god bog i solstolen. Der er også gode indkøbsmuligheder og masser af trendy barer og restauranter, i Benidorms ældre kvarter finder du tapasbarer.

Her kan du læse mere om Apollos rejser til Spanien.