Madrid er havnet lidt i skyggen af Barcelona, når man tænker på storbyferie, hvilket ikke er helt fair - elegante Madrid har absolut meget at byde på for de fleste. Uanset om du er interesseret i kunst, shopping eller nattelivet, så finder du det i Madrid.

Mere om rejsemålet

Den Iberiske Halvøs største by og Spaniens hovedstad er en moderne storby, som har meget at tilbyde. Madrid er kendt for sit livlige natteliv, men her findes nu også meget andet. Kunst, fodbold, shopping og mad – du finder alt her!

Du kommer lettest rundt i Madrid med undergrundsbanen, El Metro, eller med lokalbussen. Byen er inddelt i 21 distrikter, og et godt udgangspunkt at starte fra, er det rektangelformede torv Plaza Mayor i bydelen Centro. Lidt derfra ligger Puerta del Sol, hvor der er flere restauranter, barer og butikker. Bydelen Latina har bevaret billedet af Madrid, som en middelalderlig by med store torve og trange gader. I den nordvestlige del af Madrid ligger bydelen Barajas med Madrids lufthavn. 13 kilometer syd for Madrid ligger Getafe, som er en af Madrids mest tætbefolkede bydele. Her ligger bjerget "Cerro de los Ángeles", som anses for at være det geografiske midtpunkt på Den Iberiske Halvø.

Hvis du er interesseret i fodbold, er Madrid den helt rigtige by at besøge. Besøg Real Madrids hjemmestadion Estadio Santiago Bernabéu i bydelen Chamartín eller ærkerivalen Atlético de Madrids hjemmestadion Estadio Vicente Calderón i bydelen Imperial.

Restauranter og fornøjelser

Vi kan anbefale dig at gå fra bar til bar og bestille tapas – det er en rigtig hyggelig måde at smage sig igennem det spanske køkken. Du kan også tage en tur til San Miguel Market Hall i Plaza Mayor. Her er der noget for enhver smag, når det kommer til taps og vin. Restaurantudbuddet i Madrid er stort, og der findes både spanske og internationale restauranter med blandede priser. Spanierne tager sent ud for at spise, ofte ikke før kl. 22. Når restauranterne lukker, så begynder nattelivet i Madrid. Der er meget at vælge imellem; barer, natklubber og diskoteker.

Shopping i Madrid

Det siges, at Madrid er Spaniens shoppingby nummer et, og meget designtøj er billigere her end i andre europæiske byder. Butikkerne ligger på Calle Serrano i bydelen Salamanca, mellem Plaza Mayor og Santiago Bernabéu. Hvis du går efter mere trendigt og afslappet tøj, så skal du tage til Calle Fuencarral. De kendte spanske tøjkæder Zara og Mango ligger sammen med andre store kæder langs hovedgaden Gran Via. Det store loppemarked El Rastro, ved Puerta de Toledo, er et populært udendørsmarked, som er åbent hver søndag og alle helligdage om året.

Seværdigheder i Madrid

Madrid har måske ikke seværdigheder i klasse med La Sagrada Familia, Eiffeltårnet eller Colosseum, men der er flere imponerende bygninger her. Besøg kongeslottet Palacio Real de Madrid, et af verdens mest udsmykkede slotte. For den kunstinteresserede er det ikke sikkert at en forlænget weekend er nok. Her er flere udstillinger og gallerier i verdensklasse, men skal du kun vælge et, skal du vælge Pradomuseet. Her er en af verdens førende kunstsamlinger med især ældre kunst.