Transfer

Fra lufthavnen til El Cotillo og Majaicho tager det ca. 1 time. Apollos personale følger normalt ikke med på transferen.

Der kommer et tillæg for specialbagage som f.eks. cykel, surfudstyr og golftaske. Du kan forudbestille plads i transferbussen (tur/ retur) for specialbagage for ca. 300 DKK eller betale 35 EUR ved ankomst.

Strande

Fuerteventura er kendt for sine mange kilometerlange sandstrande med hvidt, finkornet sand og krystalklart vand. Der findes også en del sorte lavastrande. På øen kan man finde en øde og ganske urørt strand. Stærk strøm og tidevand kan forekomme, specielt på den nordlige side, og medføre, at sandet delvist forsvinder fra stranden.

I La Oliva kommune, hvor El Cotillo og Majanicho ligger, er det ikke tilladt med solstole & parasoller på strandene.

Transport

Infrastrukturen er godt udbygget og lokalbusser kører på hele øen. Det er billigt at tage med taxi mellem byerne, men hvis man skal længere, bliver det dyrt. Bådforbindelserne mellem Fuerteventura og Lanzarote er gode, bortset fra søndage og helligdage. Der findes en katamaranbåd, der tager ca. 20 min. pr. vej og en færge, der tager ca. 35 min. pr. vej. Begge både medtager biler.

Natteliv

I El Cotillo er der en del barer men ikke natklubber. I Majanicho findes hverken barer eller natklubber.

Restauranter

I El Cotillo findes en del restauranter, mest kendt for fisk og skaldyr. I Majanicho findes ingen restauranter.