Puerto del Carmen er Lanzarotes mest livlige rejsemål. Hvis du kan lide at gå lange ture langs strandpromenaden og sætter pris på et godt natteliv, skal du vælge Puerto del Carmen. Strandpromenaden er omkranset af en bred vifte af barer og restauranter, hvor du kan smage og drikke de lokale specialiteter.

Mere om rejsemålet

I Puerto del Carmen foregår det meste omkring strandpromenaden. Her kan du gå en tur og se på byen, nyde stemningen og shoppe i de mange butikker med bl.a. souvenirs. Slå dig ned på en hyggelig restaurant og nyd en middag eller en kop kaffe, mens du iagttager bylivet. Senere på aftenen strømmer besøgende til diskotekerne, musikbarerne og de hyggelige pubs for at danse og more sig til den lyse morgen.

Strandliv og vandsport

Stranden i Puerto del Carmen er flere kilometer lang med varmt, gyldengult sand. Den er lavvandet og børnevenlig og tilbyder afslappende timer i solen og skønne svømmeture i havet. Hvis man er til vandsport, er der gode muligheder for windsurfing, dykning og vandski.  Hvis du bliver træt af sol og strand, kan du leje en mountainbike og tage på opdagelse, eller du kan tage på ridetur eller klatre i bjergene.

Vulkansk præg

Lanzarote tilbyder masser af oplevelser, og infrastrukturen er så veludviklet, at man kan komme næsten alle steder hen på øen. Det er næsten 300 år siden det seneste store vulkanudbrud, men der findes stadig tydelige spor. Man kan f.eks. finde vulkanske klipper i alle tænkelige former og størrelser. Anbefalelsesværdige seværdigheder med vulkansk oprindelse er nationalparken Timanfaya, lavatunnellerne Cueva de los Verdes og den smaragdgrønne lagune El Golfo.

Unik, kanarisk atmosfære

Fra begyndelsen var Puerto del Carmen en mindre by, men er med årene vokset til at blive Lanzarotes største turistby. Den har dog stadig beholdt sin gamle bykerne med traditionel arkitektur. Her kan du slentre rundt i hyggelige små stræder og opleve en unik kanarisk atmosfære. Nede ved fiskehavnen ligger flere gode fiskerestauranter, der er et besøg værd.

Arkitekturen er bibeholdt

Arkitekturen i den gamle by er designet af den kendte arkitekt, César Manrique, som kæmpede for at den oprindelige arkitektur blev bibeholdt; ingen højhuse eller store bygninger blev opført på øen. De fleste huse og hoteller er derfor små og hvidkalkede med grønne og blå skodder foran vinduerne.