På Korfu viser Grækenland sig fra en af sine bedste sider. Øens skønhed defineres af det klare vand, de lange, bløde strande på vestkysten, betagende højder og frodige olivenlunde. I Korfu by er der tydlige spor fra den venetianske arv, og i de smalle stræder kan du nyde et sofistikeret udvalg af restauranter, caféer og natklubber.

Mere om rejsemålet

En skøn rejse til Korfu

Det smukke landskab byder på olivenlunde, cypresser og smukke badebugter. Klimaet er mildt og behagligt og dele af året er de grønne omgivelser næsten subtropiske. Korfu ligger et stenkast fra Albanien lige der, hvor Det Ioniske Hav møder Adriaterhavet.

Korfu by

Øens hovedstad Korfu by byder på et spændende mix, hvor de forskellige erobrere gennem tiderne har sat deres præg på byen. Elegante franske arkader, venetianske borge blandes med traditionel græsk byggekunst. Midtpunktet er det store torv Spianada med den kendte cricketbane, flankeret af sofistikerede cafeer under skyggefulde grønne omgivelser. Patricierhuse og små paladser vidner til, at Korfu by både har haft kongelige og jetset som gæster i århundreder. Korfu by er med på UNESCOs Verdensarvsliste og huser i dag flere højskoler og anerkendte universiteter. Alle vores hoteller ligger en dagsudflugt fra Korfu by .

En aktiv og kulturel ferie

For dig som elsker en aktiv ferie, så er Korfu perfekt. Det frodige bagland er ideelt til vandreture og der er også mulighed for ridning. Korfu er desuden et af de få steder i Grækenland, hvor det er tilladt at sportsdykke. Smukt beliggende i Ropadalen, ca. 14 km udenfor Korfu by, finder du øens golfbane. På Korfu holdes der ofte koncerter i sommermånederne. Så gå ikke glip af at opleve en klassisk koncert eller en rockkoncert på din ferie.

Korfus strande

På Korfu er du altid i nærheden af fine strande – og her er noget for enhver smag. Foretrækker du brede sandstrande med krystalklart vand, så er vestkysten det rigtige sted. Her finder du blandt andet Glyfada Beach, Agios Gordios og Agios Georgios. For den eventyrlige er Paleokastritsa et alternativ, med klart vand i små bugter og klippeformationer. I Gouvia og Dassia på østkysten ligger der en 2 kilometer lang stenstrand. På det sydvestlige Korfu ligger den lange Issos Beach med sandbanker og gyldent sand.