I Almyrida og Kalives får du virkelig følelsen af at være i Grækenland! Den rolige atmosfære kredser omkring stranden samt de hyggelige restauranter og det meste er inden for behagelig afstand. Her rejser du til for at slappe af, nyde og komme udhvilet hjem.

Mere om rejsemålet

Smukke Kalives

Landsbyen tryllebinder dig allerede ved første møde med sin smukke udsigt over Akrotirihalvøen. Kalives er karakteristisk med frodige omgivelser og de tre floder som flyder ud i havet.

Her kan du slappe af

Det er en fredelig og stemningsfuld landsby, hvor livet går i et behageligt tempo. På de lokale caféer sidder landsbyens mænd og diskuterer alt mellem himmel og jord. Byen byder også på et godt udvalg af taverner, barer og caféer. Om dagen kan du sole dig og bade ved en af de to strande i byen. Den ene strand er en gyldengul sandstrand omgivet af herligt, turkisblåt hav. Stranden har fået EU's "Blå Flag" for sit rene vand.

Almyrida

Almyrida er en lille landsby med ca. 75 fastboende indbyggere. Her er turismen fortsat i sin spæde begyndelse. Almyrida er en uberørt perle hvor du som gæst kan nyde ro og fred i smukke omgivelser. Livet i Almyrida er koncentreret omkring hovedgaden, som strækker sig gennem hele byen. Her findes få supermarkeder, bagerier, caféer og barer.

Familievenlig ferieby

Nær stranden ligger en række restauranter og taverner, hvor man kan nyde alt lige fra frisk fisk til kretensk mad, mens aftensolen sænker sig over Almyridabugten. Den herlige sandstrand på den ene side af byen er finkornet og lavvandet og et godt valg for børnefamilier. Der findes desuden en mindre sandstrand på den anden side af byen samt en rullestensstrand. Nabobyen, Plaka, ligger i gåafstand og er et besøg værd, hvis man holder af en smuk spadseretur langs stranden og en middag på en af Kretas måske bedste restauranter, Elpis.

Et godt udgangspunkt

Fra Kalives og Almyrida er man nær både Chania og Rethymnon . I disse byer er udbuddet af restauranter, shopping og natteliv større og det er hyggeligt at gå en tur ved de gamle havne, der hver især karakteriserer byerne. Busser kører på nationalvejen udenfor Kalives flere gange om dagen.

Vi anbefaler også, at du begiver dig ud på oplevelse - enten i lejet bil eller med Apollo. Kretas fantastiske og varierende natur skal opleves og de rige historiske monumenter, som findes overalt på øen, er helt sikkert et besøg værd.

Her kan du læse mere om vores udflugter på Kreta